Tidligere kursister deler her deres bedste minder og oplevelser fra PLan Holmen.

Læs med hvad enten du mindes tilbage til egne tidligere kurser eller søger inspiration til hvorfor man skal tage afsted på PLan kursus.


Jeg elskede 24 timers aktiviteten. Vi var lige ankommet og havde ikke regnet med, at det var det første vi skulle. Vi oplevede byen med et andet perspektiv, kørte i metro og så meget af København. Vigtigst af alt, så havde vi det sjovt og fik et godt sammenhold i patruljen. 

Man skal tage på Plan fordi man lærer andre spejdere at kende. Man ser også magien i at være sammen med +50 unge med den samme interesse som dig selv.

// 2023 // Agnes // Orange patrulje


Mit bedste Plan Holmen minde var da vi skulle på aktiviteten Nak & Æd. En stor madaktivitet med flere dele. Først skulle vi konkurrere mod de andre patruljer, placeringerne blev afgørende i forhold til hvilke retter vi skulle lave senere på dagen. Råvarerne vi skulle lave mad af, var anderledes end man lige er vant til, men jeg synes det var fedt at prøve noget nyt. 

Min patrulje fik lavet en lækker ret med kanin.

Plan er fedt, fordi man lærer nye ting og man får mange nye venner. 

// 2023 // Rosa // Lime patrulje


24 timers aktiviteten var super god! Det var en super god idé at møde sine nye patruljemedlemmer og København, fra den allerførste dag på kurset. Min patrulje skulle sove i en kirke og undervejs på løbet fik vi set nye dele af København på en helt ny måde. Det er noget jeg vil huske tilbage på og noget jeg fremover vil fortælle om. 

Man får en masse nye gode venner fra hele Danmark og vilde oplevelser. Tag på PLan!

// 2023 // Christoffer // Orange patrulje

Det var fedt at være med på Plan fordi man får en masse ny og god information som er nyttig til hverdagens spejdermøder derhjemme. Man får også en masse nye venner som man måske kommer til at se igen en dag ude i spejderland. 

// 2023 // Tobias // Rød patrulje

Et af mine bedste Plan minder er at sidde omkring bordet med patruljen, snakke om dagens oplevelser og grine og hygge sammen. 

Plan giver så godt et sammenhold, med folk man ikke har mødt før. 

// 2023 // Jonas // Grøn patrulje

En fantastisk Plan uge sluttede mega fedt af med en fest med god mad, dans og hygge. Man havde så mange nye venner at være sammen med og have det sjovt med. 

Plan giver masser af gode venner. 

// 2023 // Asta // Rød patrulje

Mit bedste minde fra PLan Holmen er, da vi var på 24 timers aktivitet alene i byen. Vi havde været rundt i København for at tjene penge til vores patruljekonto. Penge vi bl.a. skulle bruge til at købe os et sted at overnatte, min patrulje valgte Frederiksberg Slot og det var virkelig fedt. Vi fik en rundtur og en masse røverhistorier fra vagten.

Plan er pisse hyggeligt og du får nogle oplevelser, som du ikke kan få andre steder.
// 2022 – Daniel – Turkis patrulje
PLan er tæt på den perfekte balance mellem læring og sjov på en spejderlejr. Du lærer både noget om dig selv, de andre fra kurset og ledelse i alle slags situationer. Det er sjovt, udfordrende og fyldt med nye venner.

Jeg vil foreslå Plan til alle tropsspejdere i alle aldre. Du får nogle venner som du altid kan tale med.
// 2022 – Kristoffer – Rød patrulje
Mit bedste minde fra PLan Holmen er, da vi var på 24 timers aktivitet i København. Der var lavet et sjovt koncept, hvor vi skulle tjene penge i løbet af dagen. Om aftenen kom vi frem til en hytte som vi skulle sove i, og vi fik i patruljen lavet lækker mad og havde en mega hyggelig aften. Det var super fedt, for havde ikke prøvet noget som det før!
Man skal tage afsted på PLan, fordi det bare er en oplevelse man må have!
// 2022 – Sofie – Brun patrulje
Hvorfor skal man tage afsted på PLan? Det er klart, det utroligt fede fællesskab som vejlederne har skræddersyet til spejderne og som tjener som ramme for alle de fede aktiviteter i løbet af ugen. På PLan Holmen har jeg fået nye venner som jeg aldrig nogensinde vil glemme. I forhold til andre lejre jeg har været på, er der få der kan hamle op med PLan Holmen i forhold til mængden af aktiviteter og sjove oplevelser.
// 2022 – Bertram – Gul patrulje
PLan Holmen er noget helt specielt. Mit bedste minde derfra er da vi var alene med vores patruljer i København. Der var mange ting man skulle lave på løbet, men samtidig var der også tid til at være sammen som patrulje.
PLan er en fed oplevelse, fordi man møder mennesker fra hele landet, som du så senere ser igen på spejderløb, lejre eller lign.
// 2022 – Pietro – Lime patrulje
Jeg syntes det var mega fedt at være på PLan ude i byen. Vi skulle rundt en masse forskellige steder i byen. Så når man er nordjyde som jeg, er det mega sjovt at se København fra en helt anden side end man normalt gør. Vi skulle vi skaffe point ved at besøge forskellige lokationer over hele København. Vi fik set en masse af byen og hygge snakket rigtig meget i patruljen.

Det er fedt at være på PLan fordi teamet gør kedelige ting sjove. Den sidste dag skulle vi rydde op og der var blevet lavet et stort spil, hvor værdien på rengjorte gryder, økser osv. skiftede. Så vi skrubbede løs og prøvede at tjene flest mulige penge som vi kunne bruge til lækre ting undervejs. Det blev meget mere overskueligt ved at gøre det sjovt.
// 2021 – Asta – Orange patrulje
Mit fedeste minde fra PLan Holmen er da vi var ude på Ungdomsøen. Vi er lige ankommet til kurset og har mødt vores patruljer, da vi får at vide at vi skal med en færge. Færgen sejler os til Ungdomsøen, her skal vi lave en masse forskellige aktiviteter og udforske øen. Først løber vi rundt på gangene indendørs og skal skaffe ingredienser til aftensmad i forskellige afkroge. Senere på natløb, hvor vi skulle rundt udendørs og finde forskellige slags olier der var gemt. Vi overnattede til vores store overraskelse på øen i shelters og vågnede op med udsigt over Øresund.

Det var en mega fed og anderledes oplevelse. PLan var sjovt, både fordi man lærer rigtig meget af det og man møder andre mennesker man kan have det sjovt sammen med.
// 2021 – Filip – Grøn patrulje
Den sidste dag på PLan og det er tid til festen. Teamet havde forberedt lækker aftensmad og dessert, vi quizzede og hyggede bare rigtig meget. Vi dansede hele aftenen og hørte høj musik. Det var en rigtig fed afslutning på ugen, fordi jeg holdte en stor fed fest med de mennesker jeg havde lært at kende.

Jeg syntes helt klar at andre skal tage afsted på PLan, da man bliver en bedre patruljeleder og lærer nye mennesker at kende. Jeg har fået venner for livet.
// 2021 – Natashia – Lilla patrulje
Jeg var på plan Holmen i 2019, da jeg var 14 år og det er helt klart en af de fedeste oplevelser jeg har haft som spejder. Jeg har en håndfuld minder der står ud i min hukommelse fra plan, denne foregik i mørket. På gårdspladsen var en masse små aktiviteter omhandlende ild. Man kunne bl.a. spyde med ild, kaste med brændende stofkugler og bruge en snor til at lave en kæmpe ildring.
Jeg føler virkelig at plan er en oplevelse alle kunne få glæde af, uanset hvor gammel man er. Du møder en pokkers masse nye mennesker som du kommer tæt på, på en helt speciel måde. Igennem hele ugen blev jeg udfordret på en masse kompetencer og jeg lærte mig selv bedre at kende. Det kan godt være det er mega skybruds regn imens du skal stå og lave frisk spaghetti med kødsovs, men det er næsten lige meget, for du har for travlt med at grine og have det sjovt med dine patruljemedlemmer og alle dem omkring dig.
// 2019 – Mille – Grøn patrulje
Mit bedste PLan Holmen minde En eftermiddag på græsplænen ved Operahuset i København. En masse vejledere står udklædt og danser til årets kursussang. Først skal vi samle bogstaver, danne ord og ved hvert færdige, ord får vi udleveret et sæt byggematerialer. Med nøje instrukser får vi ud af materialerne bygget en sæbekassebil. Nu skulle bilen testes og vi får en rute gennem Københavns gader og stræder.

På et tidspunkt kommer min patrulje hen over slotspladsen på Amalienborg, vi havde ikke tænkt så meget over det, indtil vi kom derhen og garderne var i gang med at lave deres “show”. Jeg husker at alle vender sig imod os og mister fuldstændig fokus på garderne. Vores rute ender i parken ved Statens Museum for Kunst sammen med alle de andre patruljer.
// 2019 – Hans – Turkis patrulje
Det var i starten, hvis ikke starten, af kurset. Vi havde været på hejk i København i løbet af dagen og endte med at overnatte i en kirke. Oplevelsen med at være på tur i byen, som var en modsætning til hvad jeg ellers havde oplevet i spejder verdenen, var sjov og interessant. Hele turen med overnatning var fed fordi teamet formåede at bruge byen i de opgaver de gav os. Afslutningen i kirken gav os en rig mulighed for at hygge med sin patrulje og rigtigt lære hinanden at kende, uden at bekymre sig om sit nabo telt. Så var det også et sjovt rum at skulle sove i.

Jeg håber fremtidige deltagere på Holmen får samme oplevelse af det fede byspejd som Holmen har mulighed for at udforske. Man får så vildt mange venner og bekendtskaber på PLan, man kan bruge videre i livet. En stor del af mine venner jeg bruger meget tid med i dag, havde jeg aldrig haft hvis det ikke var for PLan kurser. // 2017 – Søren – Hvid patrulje

Følg os her: