Om PLan Holmen
Plan Holmen har eksisteret siden år 2009 og igennem årene har mere end 900 kursister fået en på opleveret og smagt på hvad Plan Holmen tilbyder.
Du har måske allerede været på PUF og PLan kurser og vil endnu mere? Du har ikke været på PLan før, eller du savner følelsen af at være på spejdertur og møde nye venner? Uanset hvad du har prøvet tidligere, hvor høj du er eller hvor vild du er til at tænde bål, er PLan Holmen nok noget for dig.
Patruljen
På PLan vil du blive en del af en patrulje med en håndfuld spejdere du (formentlig) ikke kender i forvejen – men frygt ej, I kommer hurtigt til at lære hinanden at kende allerede i løbet af den første dag.
Patruljen er omdrejningspunktet for kurset. I kommer til at sove sammen, lave mad sammen, lære sammen, tænke sammen, løse opgaver sammen, opleve ting sammen, måske skubbe grænser sammen og ikke mindst, at have det rigtig fedt sammen. Og tro os, inden ugen er omme vil du have fundet venskaber for livet og have rygsækken fuld af minder.
Der vil i alt være 56 kursister på PLan Holmen, så der er også masser af mennesker uden for patruljen du kan lære at kende.
P-Café
Hver dag på Holmen er der afsat tid til, at du og din patrulje kan hænge ud i jeres private P-Café.
Når I mødes i P-Caféen er det bl.a. for have patruljetid, vende dagens oplevelser og få ny inspiration til patruljesamarbejdet. Jeres vejleder(e) er til stede og har en masse god viden med i bagagen, som de vil dele ud af og de har nok også en leg eller to gemt i ærmet. Vi taler om forskellige emner med udgangspunkt i det netop I har oplevet i løbet af dagen, så I lærer af det I gør. Når du rejser hjem fra Holmen, har du således lært en masse om ledelse, samarbejde – og ikke mindst om dig selv. På den måde sørger vi for, at du kommer hjem med værktøjer og inspiration til patruljeledelse.
Fede aktiviteter
På PLan Holmen elsker vi lejrliv, naturen og bål, men vi har tilsat lidt ekstra, da du helt sikkert har prøvet disse før. Derfor har vi pakket programmet med fede aktiviteter, spil og løb – samt tilsat en smule Urban Scouting. Byen er vores legeplads.
Medbestemmelse
Vi tror på, at du ved mere om hvad du vil end vi gør. Derfor er der på PLan Holmen god mulighed for at være med til at præge lige netop dit kursus. Der vil være tid på kurset til at du kan fordybe dig i noget du selv vælger og træffe valg der former din kursusuge.
Med hjem i rygsækken
Du kommer til at gå hjem fra kurset med baghovedet – og din kursusmappe – fyldt med gode idéer og inspiration til nye og anderledes spejderaktiviteter. Du får oplevelser du forhåbentlig ikke har prøvet før, men som du vil huske altid.